Bag forklædet
Bag forklædet i Mols Dining gemmer der sig en omtrent lige så mangfoldig og detaljerig fortælling om en koks gastronomiske historik og eventyrlyst, som kun kan sidestilles med den alsidige natur, som møder enhver, der besøger Mols, er bosiddende her til dagligt eller frekventerer Mols som turist.
Mols Dining har sit navn efter det lokale islæt og opstod en mørk januaraften i midt i en ekstase og passion foranlediget af mad, naturligvis.
Bag komfuret står jeg, Oliver Nissen, som har været køkkenchef på Restaurant Stockfleth og Kjøbstaden samt har været herre i eget køkken med Oliver Nissen Dining og nu med Mols Dining. Et ungt, men kendt ansigt, sagt i al ydmyghed, i den tenderende til Morten Korch-agtige ferieby Ebeltoft, hvor jeg er født og opvokset.
Jeg har naturligvis et svendebrev og er derfor uddannet kok. Jeg har sat mig for at gøre den gode madoplevelse tilgængelig for alle selskaber – store som små – men særligt til dem, som værdsætter bekvemmeligheden og trygheden i at lade en professionel kok trylle kulinariske esser ud af ærmet, og med en fantasi, som ikke lader sig begrænse.
Min faglige integritet hviler på de brede skuldre, som jeg rent metaforisk har trænet og uddannet mig til gennem årevis i diverse køkkener. Derfor gør jeg for så vidt muligt brug af lokale råvarer her fra hjemstavnen, og jeg bestræber mig på at være så bæredygtig, som den ønskede menu tillader det.
Jeg imødekommer naturligvis allergier og præferencer, hvad angår holdningen til kød og planteriget. Her er jeg agnostiker og kreerer det hele med en kreativ tilgang og fortællelyst, da jeg anser mad for at være det vigtigste instrument til at udtrykke vores meninger og værdier.
Velkommen til Mols Dining og velbekomme.